Som forældremyndighedsbedømmere skal man passe på ikke alene at se efter hvorvidt en forælder kører fremmedgørende spil eller ej.

Vor primære opgave som bedømmere (en terapeut-funktion er at gribe ind og ændre) er at genkende et hvilket som helst scenario af den art, jeg kalder IBPFI (Ikke Baseret På Faktisk Interaktion), d.v.s. at erkende, at data fremskaffet fra et barn ikke svarer til det pågældende barns faktiske interaktioner med en given forælder.

Man har specielt uddannede terapeuter, der er specialister i at kunne adskille børns signaler, der kommer fra mindre bevidste kilder i hjernen fra dem, der kommer fra det bevidste niveau. De sidste kan meget nemmere manipuleres og påvirkes af barnets loyalitetskonflikter. Signalerne fra de mere ubevidste lag [eng.: "gut level"] afspejler - ifølge erfaringerne - klarere barnets psykosomatiske helhed og barnets interaktioner med en given forælder.

Ved at kunne skelne mellem de bevidste signaler, der meget nemmere kan påvirkes af ydre faktorer og de u- og underbevidste signaler, der kan opfattes som en slags korrigerende facitliste, kan man få mange yderst relevante oplysninger, ikke bare om barnet, men også om forældrenes forældreevne. Ved disse sammenligninger mellem de bevidste og de mindre bevidste signaler barnet udsender er man nået frem til fire BPFI-scenarier [IBPFI = Ikke Baseret På Faktisk Interaktion, se forrige afsnit].

Kun ét af disse scenarier kan betegnes som indeholdende det "klassiske" forældre-fremmmedgørelses-syndrom [PAS], dvs. at en forælder på et bevidst plan søger at fremmedgøre den anden forælderen for barnet. Målet er en varig adskillelse af barn og forælder. Undersøgelser viser at barnets faktiske interaktioner (målt ved "ubevidste" indikatorer) er langt mere positive med den pågældende forælder end hvad der kunne antages ud fra dét, som barnet bevidst fortæller.

Ved at give sig professionelt i kast med dette område, hvor der skelnes mellem barnets virkelige (ubevidste og underbevidste) signaler og de bevidst tillærte adfærdsformer, bliver bedømmeren også i stand til at påvise meget subtile fremmedgørelsesformer, så vel som at kunne påvise om et "kampagne-barn" - et barn, som åbenbart går ind for eller imod én bestemt forælder - gør det pga. åbenlyse påvirkninger eller på grund af virkelige dybtliggende årsager.

Det er væsentligt at være helt bevidst om disse mekanismer, når børn skal høres i forbindelse med forældretvister.

Det er vigtigt at understrege at intet af det ovenfor anførte skal forstås derhen, at fremmedgørende strategier hos den ene af (eller begge) forældrene - selv når de er "berettigede" - ikke skal gøres til genstand for terapi. Det skal de altid.

Ward og Campbell tilbyder mange "kontante" indgrebsmuligheder, som vil blive nævnt i hér på siderne.

• Definitioner 

• Skade på barnet 

• Familiesystem-metoden 

• Motivation for fremmedgørelse 

• Genkend og forstå forskellene