...fortsat fra Vær bevidst om mekanismerme..."

En fremmedgørende forælder har højst sandsynligt stærke underliggende følelser og emotioner, der udgør rester fra tidligere, ikke forløste emotionelle konflikter, som er blevet genoplivet og forstærket af smerten ved skilsmissen.

I et forsøg på at afværge disse kraftfulde og intenst ubehagelige følelser vil individet udvikle adfærds-strategier, der inddrager børnene.

Én løsning på smerten og vreden er at anlægge sag om forældremyndighed over barnet og at søge at straffe den anden forælder ved at søge at udelukke ham eller hende.

En fremmedgørende forælders indre verden kan have komplicerede oprindelser, der ligger uden for denne artikels rammer.

Dersom de motiverende faktorer er ubevidste, kan det være, at den fremmedgørende forælder ikke føler og/eller er opmærksom på de ovenfor beskrevne følelser og emotioner.

Forældre uden denne opmærksomhed kan på overbevisende måde benægte fremmedgørende adfærd, men alligevel være involveret i den.

Forældre kan også være opmærksomme på deres vrede eller håbløse følelser, men have et bevidst ønske om at beskytte barnet.

De meddeler deres bevidste planer til deres advokater og domstolen; imidlertid kan de, til trods for de bevidste ønsker, utilsigtet og ubevidst, indlade sig på fremmedgørende adfærd under påvirkning af mindre bevidste behov.

Hyppigt resulterer den ubevidste eller utilsigtede adfærd i den mildere form af fremmedgørelse af barnet fra skydeskiveforælderen. Ikke desto mindre er det vigtigt at erkende de konkrete tegn på fremmedgørende adfærd for at forhindre dens udvikling.

Domstole bør ikke tolerere fremmedgørende adfærd alene på grundlag af en fornægtelse af hensigten om at fremmedgøre.

Domstolene bør heller ikke tildele forældremyndighed på grundlag af et håb om, at den adfærd, der bevidnes og anføres i retten, blot er et produkt af den bitterhed, som retstvisten har skabt. Parterne i en skilsmisse med et højt konfliktniveau kan vise deres værste adfærd til alle, men det er umuligt at forudsige, således som domstolene ofte ønsker at de kunne, hvorvidt denne adfærd vil aftage efter sagens endelige afgørelse.

I en sag, hvor den sagsøgende fader blev tildelt forældremyndigheden imod retsværgens anbefaling, konkluderede skilsmissedommeren:

"Faderen har også udvist nogle adfærdsformer, der har vakt bekymring både hos skilsmissedommeren og hos retsværgen.

Faderen har været manipulerende under fremlæggelsen af sagen, dommeren konkluderer at han på upassende måde har søgt at påvirke og presse børnene til at give negative oplysninger om deres moder, og han har udvist en mangel på samarbejdsvilje og fleksibilitet med hensyn til at respektere moderens forældrerettigheder.

Det er dommerens håb, at disse faktorer har været et resultat af denne retstvist, og at fjendskabet mellem parterne vil opløses af sig selv og ikke forblive en faktor efter denne erklæring." S.L. v. S.L., Højesteret, 1989."

Her har skilsmissedommeren været vidne til et skilsmissedødpunkt, som måske ikke kan opløse sig selv uden indgriben, og man bør ikke sætte sin lid til, at parternes erklæringer om gode hensigter vil forårsage en omvending af en allerede iagttaget adfærdstendens.