Indgreb og forebyggelse i Fremmedgørelsessystemer

A. Undervisning/Oplysning

I den ideelle samarbejdsskilsmisse sker fremmedgørelse kun i ringe grad eller slet ikke. Forældrene erkender forskellen mellem deres egne og børnenes behov. De er overbeviste om, at børnene har haft behov for begge forældre mens de boede sammen og vil fortsætte med at have dette behov efter forældrenes adskillelse. Hver af forældrene værdsætter den rolle, som den anden forælder kan spille i børnenes liv, og de forskellige interesser og talenter som den anden kan tilbyde børnene. Der er ingen motivering for fremmedgørelse, på grund af den værdi, der tillægges den anden forælder.

I det virkelige liv realiseres dette ideal sjældent, da en skilsmisse er en meget intens ændring i levevis og livsstil for lang de fleste mennesker , der gennemgår den. Parterne behøver så meget oplysning, undervisning, støtte og information som muligt for at afbøde de skader, der følger efter en skilsmisse med et højt konfliktniveau.

Visse lande og retssystemer kræver, at begge forældre til børn, der er inddraget i en skilsmisse, deltager i et undervisningsprogram, der er rettet mod, at hjælpe dem til at forstå, hvorledes skilsmisseprocessen rammer dem selv og børnene, og at erkende den værdi det har for børnene, at begge forældre er med. Forældrene undervises om de typiske stadier i skilsmisseprocessen og i børns udvikling, og den indflydelse, de kan forvente at deres skilsmisse vil have på børnene. Forskningen i skilsmissens langtidsvirkninger og de sædvanligt optrædende problemer omtales. Disse programmer er indrettet til at forebygge problemer af den art, som sædvanligvis optræder, når forældrene ikke forstår skilsmissens følelsesmæssige følger for dem selv og børnene.

Andre lande kræver tvungen mægling inden domstolsprøvningen for at forsøge at undgå en retssag. De, der går ind for mægling, mener, at mægling er bedre end retssager til at forebygge fremtidige opgør.

Det har ikke været nogen forskning m.h.t. disse mæglingsprogrammers betydning for at kunne mindske eller forhindre fremmedgørelse, men i et sådant program har deltagerne selv udtrykt stor tilfredshed med mægling, og har anbefalet, at det udvides.9 [senere undersøgelser fra flere lande har understøttet disse erfaringers gode resultater]

B. Advokater

I de fleste stridigheder om forældremyndighed ligger advokater og terapeuter som fagfolk i forreste linje. Også de har en forpligtelse til at oplyse deres klienter om, at skilsmisse indebærer vrede, raseri, ophidselse, loyalitetskonflikter, og at børn og forældre, som er i krise manipulerer hinanden.

Klienterne skal hjælpes til at forstå, at disse reaktioner er normale, og skal hjælpes til at lære metoder til at styre og vokse sig ud af dem. Alternativer til intense stridigheder skal undersøges.

Det er advokatens pligt at gå ind for klienten. God repræsentation vil omfatte en bedømmelse af familiesystemet, selvsagt fra klientens synspunkt, og til ivrigt at gå ind for klienten. Vi tror imidlertid, at en sådan ivrig indsats skal ske under hensyntagen til klientens langsigtede interesser som medlem af et familiesystem, der befinder sig i et restruktureringsforløb. Uanset udfaldet af den aktuelle retstvist vil klienten forblive i familiesystemet med kontakt og forhold til alle andre medlemmer af familiesystemet for resten af hans eller hendes liv. Længe efter at sagførerne er forsvundet vil klienten leve med eftervirkningerne af den stillingtagen og de udtalelser, der fremkom under retssagen. Klienten kan senere komme til at fortryde den gift og varigheden af den skade, der blev forårsaget af en skilsmisse med et højt konfliktniveau. Det er advokatens opgave at hjælpe klienten gennem øjeblikkets smerte og raseri, og at hjælpe klienten med at se langsigtet på de pågældende familierelationer.

Advokaterne skal også have en skarp opmærksomhed på selve skilsmisse-dødpunkts-systemet og den vigtige rolle, de spiller i det. Bagtalelse af den anden ægtefælle, krav til klienten om ikke at have yderligere kontakt med ægtefællen, forbud mod midlertidige aftaler eller en midlertidig separation kan komme i vejen for en virkelig løsning af konflikten. En advokats ivrig fortale for en klient er en dårlig undskyldning for faktisk at skade en klients familierelationer på lang sigt.

Fremmedgørelsessager frembyder den største vanskelighed for advokater. I rollen som fortaler for klienten, er en advokat nødt til at lade klienten definere formålet med søgsmålet og til at fremføre klientens stillingtagen med ildhu.10 En advokat er også forpligtet til ikke at fremføre eller forsvare letsindige handlinger.11 Handlinger, der gør børn fortræd, burde falde ind under dette forbud.12

Hvis fremmedgørelsen tager til, vil negative udtalelser fra den fremmedgørende part om den tidligere samlever overordnet stille både klienten og advokaten i et dårligt lys, da klientens dømmekraft er farvet af hendes følelser. Det påhviler advokaten at han sammen med sin klient prøver at finde ud af klientens motiver og om klientens antagelser bygger på virkeligheden, inden man åbner en retssag. En omhyggelig og samvittighedsfuld gennemgang sammen med klienten af samlivets gode perioder og den tidligere samlevers positive forældreegenskaber vil give advokaten mange informationer om begge parter, og vil ret præcist fortælle advokaten, hvor afbalanceret klientens vurderingsevne er.

En advokat bør under ingen omstændigheder opfordre sin klient til at skaffe information om modparten fra barnet. Advokaten bør heller ikke selv udspørge barnet, selv om barnet ikke har sin egen repræsentant i sagen. 13 En klients villighed til at inddrage barnet direkte i retstvisten - også selvom barnet selv godt vil - er et klart faresignal om, at forælderen næppe vil holde sig tilbage for at udnytte barnet til at fremme sin egen dagsorden.

Det er afgørende at slå fast, at der her alene beskrives tilfælde, hvor den ene forælder forsøger at hjernevaske barnet til at tro at den anden forælder er ond – fremmedgørelse, og at der ikke er tale om andre former for mishandling, det være sig fysisk mishandling eller seksuel misbrug. Hvis der foreligger velbegrundet mistanke om misbrug eller mishandling, skal barnets eller forælderens sikkerhed prioriteres over alt andet og det er en absolut nødvendighed at en kompetent fagperson foretager en omfattende undersøgelse.

C. Domstole

Domstolene skal kunne genkende de begyndende spirer til fremmedgørelse, og indhente oplysninger om familiestruktur og dynamik for at undersøge familiens risikograd: Bruger eller manipulerer de voksne barnet til at fremme deres egne følelsesmæssige behov? Er barnet påvirket af fremmedgørelsen?

Alle børn kan mobiliseres i striden, men, sagt i almindelighed, kan de børn, der er mest sårbare, udvise en afhængighed, frygtsomhed og passivitet, som er ud over det normale. Disse børn kan udtrykke skyld for deres forældres skilsmisse. De kan identificere sig med eller påtage sig rollen som den fremmedgørende forælders redningsmand ved at påtage sig omsorgsrollen for forælderen og/eller lade sig være elsket på den voksnes betingelser. De mere sårbare børns følelsesliv smelter sammen med forælderens følelsesmønster. I almindelighed vil børnene have ringe indsigt i deres egen situation.

De faktorer, der identificerer familier, hvor fremmedgørelse er mindre sandsynlig, er: rigelig positiv kontakt mellem barnet og begge forældre; søskendegrupper, som alle har gode relationer med begge forældre; gode relationer mellem børnene og begge forældres familie og venner; ingen hindring af meddelelser til barnet fra andre om begge forældres gode egenskaber; manglende trang hos begge forælder til at forsvare sig overfor den anden forældres følelser, udsagn og kritik; evne hos hver forælder til at diskutere tidsplaner og forældreanliggender med den anden forælder; evne hos hver forælder til at tilpasse sig den andens tidsplaner og ønsker.

Mange familier med et højt konfliktniveau betragter ikke kun domstole og statsamter som bestemmende vedrørende forældremyndighed og samvær, men også som institutioner, der afgør hvad der rigtigt og forkert eller godt og dårligt forældreskab. Domstolen betragtes som et sted, hvor én person bedømmes som egnet, og den anden som uegnet. Domstolen kan bidrage til at mildne denne uheldige fremstilling ved at tydeliggøre de juridiske og pragmatiske grunde, der ligger til grund for afgørelsen. Hvis det er muligt, kan domstolen erklære sig neutral vedrørende personlige og moralske emner, som ikke udsætter barnet for skade. Kommunikation, der udtrykker medfølelse og som ikke understøtter vreden, tabet, skammen og ydmygelsen i dette offentlige forum, kan have en uvurderlig lindrende virkning.

I Tyskland, Frankrig, Spanien, Schweiz, Sverige, Storbritannien, Australien, Polen, Rusland, Mexico og Phillipinerne er forældrefremmedgørelse et anerkendt begreb som vi bl.a. kan takke ægteparet Pamela Stuart-Mills Hoch og Robert Hoch for.

Pamela blev selv udsat for fremmedgørelse og bortførelse, da hendes eksmand i 1989 fjernede deres 4 børn fra hende og i voldsom grad fremmedgjorde hende over for børnene. Pamela satte sig ikke ned og ventede på, at tingene skulle ske – hun fik nu travlt. 2 år senere kæmpede hun sig igennem en retssag, som førte til en banebrydende retslig afgørelse baseret på PAS. Den canadiske presse offentliggjorde hendes sag, og dette medførte, at adskillige personer kontaktede hende for at bede om hendes hjælp, da de havde været udsat for noget lignende.

Dette fik Pamela til at danne Parental Alienation Information Network (fremmedgørelse informationsnetværket), hvor folk kunne dele deres fælles oplevelser med PAS. Pamela blev hurtigt klar over, at der var behov for at udvikle konkrete løsningsmetoder, og dette har været centralt i hendes arbejde gennem de seneste 12 år. I denne periode har stiftelsen været i kontakt med mere end 180 familier fra 36 ud af de 50 amerikanske stater samt 21 øvrige lande, bl.a. Tyskland, Frankrig, Spanien, Schweiz, Sverige, Storbritannien, Australien, Polen, Rusland, Mexico og Phillipinerne.