Nedenstående er en beskrivelse af typiske tegn på, at den ene forælder har forsøgt at fremmedgøre den anden forælder. Disse er uddrag fra en artikel skrevet af C. Willbourne og L. Cull offentliggjort i "Family Law" (UK) december 1997.

Forfatterne omtaler konsekvent den fremmedgørende forælder som "mor" og den fremmedgjorte forælder som "far". Med den manglende ligestilling på forældreområdet hvor mor automatisk har fortrinsretten i 90% af tilfælende er det da også sådan, det som oftest vil opleves; men det er vigtigt at slå fast, at de psykiske defekter, som ligger bag forsøgene på at fremmedgøre den anden forælder, ikke er kønsbestemte.

Sådan genkender man symptomerne...

Hvis mere end 12 af nedenstående symptomer er til stede, er der tale om et alvorligt tilfælde af fremmedgørelse. Jo færre symptomer i jo mindre grad er barnet fremmedgjort.

1. Barnet allierer sig med den fremmedgørende forælder, men barnets udsagn (f.eks. "jeg er bange for far" eller "jeg hader far") er på ingen måde i harmoni med barnets adfærd, når det bliver observeret sammen med den fremmedgjorte forælder.
   
   
2. Barnet fremkommer med absurde eller bagatelagtige begrundelser for ikke at ville se den fremmedgjorte forælder ”far vil altid kun gå på museum” eller ”far hæver altid stemmen, når jeg skal i seng”.
   
   
3. Barnet har et udpræget sort/hvid billede af forældrene; den fremmedgørende forælder er altid god, og den fremmedgjorte forælder er altid ond.
   
   
4. Barnet hævder, at det selv synes, at den fremmedgjorte forælder er dum.
   
   
5. Barnet viser ingen tegn på skyldfølelser over afbrydelsen af kontakten med den anden forælder, og det viser ingen medfølelse og indlevelse i forhold til denne.
   
   
6. Den fremmedgjorte forældres øvrige familie tilsværtes ligeledes i høj grad.
   
   
7. Den fremmedgørende forælder inddrager andre (for at de kan blive ”vidner”), således at de kan gengive barnets frygt og beskyldninger og på den måde støtte den fremmedgørende forældres ønske om at begrænse kontakten. Disse ”vidner” kan bringes til at give udtryk for, at de beundrer den fremmedgørende forældres forsøg på at få etableret kontakt (samvær) - på trods af omstændighederne.
   
   
8. Den fremmedgørende forælder, eller andre på dennes vegne, skjuler barnet for den anden forælder og giver udtryk for, at det er en leg "at skjule sig ".
   
   
9. Den fremmedgørende forælder er modvillig mod at tillade uafhængige psykologer at se barnet, når vedkommende selv har indhentet udsagn fra egen læge eller lignende og tager afstand fra alle, som giver udtryk for andre opfattelser af situationen / forholdene.
   
   
10. Den fremmedgørende forælder går med til samvær for så i sidste øjeblik at "trække stikket ud", idet der henvises til en faktisk eller indbildt hændelse, hvor den anden forælder har gjort barnet oprørt / fortræd på en eller anden måde.
    
    
11. Den fremmedgørende forælder overvåger eller prøver at afbryde telefonkontakt mellem den anden forælder og barnet/børnene.
    
    
12. Barnet kontrolleres hos den fremmedgørende forælder (evt. blot ved hjælp af kropssprog), at det er i orden, at det svarer på spørgsmål stillet af socialarbejdere eller andre sagkyndige.
    
    
13. Barnet svarer ikke naturligt på spørgsmål; det afleverer et tilsyneladende forud programmeret svar, eller giver et svar, som er helt uden relation til spørgsmålet.
    
    
14. Barnet bruger et sprog, som ikke er i overensstemmelse med dets alder og udvikling, d.v.s. barnet bruger samme sprog, udtryk og terminologi som den fremmedgørende forælder: Richard Gardner betegner dette ”lånte scenarier”. Dette antyder, at barnet enten har ”samlet en voksensamtale op”, eller at barnet er blevet hjernevasket af den fremmedgørende forælder.
    
    
15. Den fremmedgørende forælder insisterer på altid at være til stede, når barnet har samtaler med behandlere og sagkyndige, idet der henvises til barnets behov for tryghed, eller forælderen siger, at barnet har sagt til hende, at det er bange for at tale med de pågældende, medmindre hun også er til stede.
    
    
16. Breve og kort fra den fremmedgjorte forælder kommer på mystisk vis ikke frem, samtidig med at den fremmedgørende forælder opmuntrer barnet til at skrive for på den måde at demonstrere god vilje til kontakt med den anden forælder.
    
    
17. Den fremmedgørende forælder udspørger umiddelbart efter barnets samvær med den anden forælder barnet om, hvordan det har det, f.eks. "Har du stadigvæk ondt i maven ?" og indikerer derved over for barnet, at samværet har været en ubehagelig oplevelse.
    
    
18. Den fremmedgørende forælder beskylder den anden forælder for at have forulempet barnet på en eller anden måde og insisterer vedblivende på dette, på trods af at beskyldningerne modbevises. Samtidig forsikrer den fremmedgørende forælder alle om sine velmenende ønsker om at fremme barnets kontakt med den anden forælder, men hun føler det dog nødvendigt at insistere på, at kontakten kun udbygges meget gradvist - og under konstant overvågning - for at forhindre yderligere overgreb mod barnet. 

Barnets falske erindringer. 

Barnet kan endda selv give udtryk for den fremmedgørende forælders beskyldninger og tilsyneladende selv komme til at tro på, at det har været udsat for overgreb. Dette betegnes falske erindringer (på engelsk False Memory Syndrome), som den fremmedgørende forælder anvender i sit forsøg på at påvirke barnet.

Sort/hvidt syn som pressionsmiddel i retten.

Psykiateren Leona Kopetski, Denver University, gør i artikler offentliggjort i "The Colorado Lawyer" i februar og marts 1998 opmærksom på, at fremmedgørende forældre tit virker umiddelbart troværdige i en retssal samt i kontakten med de offentlige myndigheder.

Da deres psykiske problem udarter sig i en narcissistisk eller paranoid holdning til andre mennesker, bliver deres holdninger og opfattelse af andre meget sort/hvid. Denne urokkelige tro kommer nemt til at virke meget overbevisende i en retssal, hvor den psykisk syge forælder virker mere afklaret og præcis end den forælder, der udviser den nervøsitet og usikkerhed, som er den sunde reaktion i sådan en altafgørende situation.

Leona Kopetski tilføjer, at der udover de narcissistiske / paranoide træk er en række yderligere typiske tegn ved den fremmedgørende forælder selv, og de er kort fortalt :

1. Krav om perfektionisme, både hos sig selv og hos andre.
   
   
2. Uenighed tolkes som fjendskab.
   
   
3. Det er andres fejl, hvis noget ikke er gået godt for vedkommende.
   
   
4. Giver meget sjældent udtryk for at være i tvivl om noget som helst.
   
   
5. Udviser ikke normal sorg over at ægteskabet er gået itu, men giver udtryk for vrede.
   
   
6. Mangler indlevelsesevne i andre menneskers følelser.