|
|
Forældrene til Amy (10 år) og Kevin (7 år) skilles efter 13 års
ægteskab.
Faderen er, ved en midlertidig ordning, flyttet fra
familiehjemmet. Han har ret til at have besøg af børnene hver anden
weekend og én aften i ugens løb. Snart nægter børnene at tage af sted
med ham. Først ønsker de ikke at forlade mor; de siger, at de er bange
for at tage af sted.
Når far kommer til huset, siger mor til ham, at
hun "ikke vil tvinge børnene til at tage af sted". "Spørgsmålet om
besøg er deres egen sag" og hun vil "ikke blande sig i deres
beslutning". Børnene nægter at tale med ham i telefon. Moderen skælder
ham ud når han ringer, og klager hele tiden over sin finansielle
situation, idet hun bebrejder ham, hele tiden mens børnene kan høre det.
Far forsøger at tale med børnene om situationen, og forsøger så at
bestikke dem med biografbesøg, indkøbsture, legetøj. De bliver
vrangvillige mod ham, og gør modstand imod at komme. Hvad som helst,
det være sig rutinemæssige lægebesøg eller indbydelser fra en ven,
tjener som påskud til at undgå besøg.
Når man spørger dem, siger børnene, at "Far er ond mod os". Når man
beder dem give konkrete eksempler, er svarene ikke overbevisende. "Han
råber for højt når vi larmer". "Han tvang mig til at klatre helt op til
toppen af et bjerg". "Han skælder ud på mig om mit hjemmearbejde". De
siger, at han aldrig har slået dem, men at de er bange for at han vil
komme til at gøre det.
Disse børn er på vej til at blive fremmedgjort fra deres fader...
Børn kan på ingen tid blive ofre for
forældrefremmedgørelse og derved pådrage sig en psykisk relevant
forstyrelse nemlig "Forældre Fremmedgørelses Syndromet".
|
|
|
