Kort sagt. Det der karakteriserer forældrefremmedgørelse er, at den ene forælder (den fremmedgørende) indædt forsøger at vende såvel børnene som de offentlige myndigheder imod den anden forælder (den fremmedgjorte), og at børnene – efterhånden som processen skrider frem – allierer sig mere og mere med den fremmedgørende forælder i modarbejdelsen af den anden forælder, det være sig som en leg, frygt, ringeagt, eller blot simpel symbiotisk adlydelse, hvor barnet automatisk parerer ordre fra den fremmedgørende forældre, ukritisk og uden egentlig at vide hvorfor. "Sådan ér det bare".

Fremmedgørelsen kan foregå i varierende grad og mere eller mindre bevidst.

I værste fald indeholder den en veltilrettelagt manipulation af børnene, fælles venner og bekendte, psykologer, læger, offentlige sagsbehandlere m.fl.

Når forældrefremmedgørelsen bliver total overføres den fremmedgørende adfærd til barnet som vil duplikere adfæren, og i det hele taget pådrage sig en psykisk relevant forstyrelse. Det er her begrebet forældrefremmedgørelses syndromet kommer ind i billedet.

Her i Netværksgruppen Dadman fokuserer vi på at formidle Dansk viden, litteratur og forskning om forældrefremmedgørelse med fokus på forældrefremmedgørelse - i Danmark. Der er særligt lagt vægt på konklusioner og resultater fra 1st International Conference on PAS" afholdt i Frankfurt oktober 2002.

Grundlaget og baggrunden for at netop Netværksgruppen Dadman ønskede fokus på forældrefremmedgørelse opstod bl.a. fordi det komplicerede neurotiske fænomen Parental Alienation Syndrome/Forældrefremmedgørelse ofte  viser sig at være i forbindelse med meget tidskrævende og konfliktfyldte sager ved statsamterne og kommunernes familieafdelinger i Danmark, der også kan komme til at involvere politi, psykologer, klagenævn m.v. Dette gør at bekymrede forældre har brug for akut og faktuel information - ikke meningsudvekslinger.

Det er en udbredt misforståelse at forældrefremmedgørelse er "hjernevask" i traditionel forstand, dvs. hvor man kun momentært får barnet til at tage parti og beslutninger ud fra en "lille hvid løgn"..

Forældrefremmedgørelse er kontinuerlig psykisk vold, ofte udført af psykisk syge personer (borderline/personlighedsforstyrelse), men ikke nødvendigvis, det kan ske helt bevidst, eller fuldstændig ubevidst, uden at det reelt var hensigten.

Der er altså tale om en psykisk vold som simpelthen ændrer hélt grundlæggende på hjernens funktioner. Ofte vil det ikke være til at genoprette igen, uanset forsøg med psykoterapi, hypnose, medicin, mv. Forældrefremmedgørelsen er ofte kommet ind med modermælken, det bliver barnets helt grundlæggende reelle identitet at søge konflikt, kaos og ringeagt.

Ofte vil vedkommende opfatte det som direkte morsomt at nedbryde et andet menneske. Sigmund Freud beskrev det som en narcissistisk personlighedsforstyrrelse med manglende empati og respekt for andre mennesker - ikke nødvendigvis blot barnets ene forældre, men som oftest starter det der, da det i alliancen mellem den fremmedgørende og barnet - opfattes som den "ultimative sejr".

Man må derfor forstå at den psykiske nedbrydelse af et menneskes identitet og selvopfattelse, faktisk er værre end de skader der påføres ved incest og andre former for fysisk vold. Derfor er en anklage om forældrefremmedgørelse også en meget alvorlig ting og må derfor ikke sidestilles med hjernevask af momentær karakter.

Hvis diverse myndigheder og andre sagsbehandlere ikke evner at skelne mellem sagligt begrundet modvilje mod samvær og forsøg på fremmedgørelse, vil fremmedgørelsen lykkes - og der vil opstå et desideret syndrom hvor barnet ikke alene overtager ringeagten og modviljen, men fører det også med sig videre i livet og gentager altså hele mønsteret i sit voksenliv, derfor er det også en misforståelse hvis man tror at barnet med tiden vil "forstå" sammenhængen og alting bliver normalt igen. Det gør det ikke. Skaden ér sket. En fysisk skade på hjernen, forsvinder ikke bare fordi barnet bliver ældre.

Desuden er det også vigtigt for den fremmedgjorte forælder at forstå årsagen til adfærden hos såvel den anden forælder som hos ens børn. Forstår man "diagnosen", mekanismerne og motivationen er det i sig selv også nemmere som forældrefremmedgjort at komme videre - man har fået svar på det evigt tilbagevendende spørgsmål "hvorfor..?"