For det andet
er børns ret til at blive hørt et sprængfarligt emne som jeg må give Henrik
Thomsen fra Foreningen Far stor ros for at vise mandsmod gå ind i en debat om.
Henrik har
fuldstændig ret når han mener at samtaler med børn er mere problematiske, end
man umiddelbart skulle tro. Det er meget bekymrende når næstformanden for
Børnerådet, psykolog Ole Kyed påstår at psykologstanden kan gennemskue børns
ofte meget unuancerede syn på livet, og den virkelighed der omgiver dem.
Desværre ser vi også en række falske
anklager og beskyldninger om alt lige fra utryghed, frygt, vold eller i de
værst tænkelige sager falske incestanklager. Anklager som børnene grundlæggende
ikke kan forsvare, eller for den sags skyld forstå hvorfor de skal benytte sig
af – de er blevet programmeret direkte eller indirekte til at fortælle ”den
søde dame i statsforvaltningen” at det er dét de skal sige.
I langt de fleste tilfælde har vi at gøre med groft manipulerende mødre, som har sikret sig
deres børns fuldkomne loyalitet og skaber derved, en for barnet, meget usund
situation.
Det handler jo ikke blot om en samtale –
det handler om barnets fremtidige syn på livet, på etik og moral – om barnets
evne til at samarbejde og overleve i virkelighedens verden.
Et behov og livsnødvendig evne der i
netop denne proces af et barns opdragelse og udvikling bliver totalt undertrykt.
Forældre der
fremmedgøres i forhold til deres egne børn
I adskillige af Far/barn
foreningerne samt Netværksgruppen Dadman, ser vi dagligt sager hvor barnets far bliver kørt fuldstændig
ud på et sidespor og nærmest, udstillet og latterliggjort, først af mor, derefter af sit eget barn – og
til sidst af myndighederne.
Dette sker fordi man ikke vil anerkende
forældrefremmedgørelses syndromet (parential alienation syndrome) som mange
kvinder desværre spiller stort på i forhold til at bekrige barnets anden
forælder.
Forældrefremmedgørelse
handler på jævnt dansk om, at den ene forælder bekriger den anden forælder -
med barnet som spydspid og stødpude. Børnene tager selv del i ringeagten, og kampagnen mod deres far –
simpel, men virksom hjernevask. Vi
kender det f.eks. fra Hitlerjugend, hvor uskyldige tyske børn i nazitidens
tyskland, blev opdraget til at foragte bestemte værdier og normer. De blev
opdraget til had og krig - uden at stille spørgsmål.
Endnu mere frygtindgydende bliver det, når vi også ser børn som simpelthen er så virkelighedsfjerne, at de med koldt blod slår
deres egen far ihjel. Det ér sket. Det sker. Og det vil ske igen. Spørgsmålet
er bare om det bliver i Danmark - næste gang?
Forældrefremmedgørelse er
børnemishandling!
Forældrefremmedgørelse er anerkendt i
mange andre lande – bl.a. Australien, USA, Mexico, Ecuador, Storbritannien, Sverige og Spanien, lande hvor man for
længst har anerkendt skadevirkningerne ved forældrefremmedgørelse. I Spanien er der faldet adskillige fængselsdomme
om ”forældrefremmedgørelse” i 2007.
Verdenssundhedsorganisationen WHO
arbejder på at få optaget ”Parental Alienation Syndrome” som diagnose. Dansk
psykologforening og psykolognævnet nægter eksistensen af forældrefremmedgørelse,
mens resten af verden altså anerkender det.
Psykologer og jurister
udmanøvreres.
Umiddelbart kan det forekomme etisk
korrekt at høre barnets mening, men det problematiske opstår altså når barnet
bliver til en ”sag” hvor juristens opdrag til den mere eller mindre
professionelle psykolog handler om at få sagen ekspederet hurtigst
muligt, frem for at indsætte alle
nødvendige ressourcer for at kunne træffe de rigtige beslutninger.
Der er så utroligt store krav til disse
samtaler, at det resulterer i endnu et overgreb på barnets rettigheder, hvis ikke der tildeles de rette ressourcer og kompetencer
til disse samtaler. Børnene har allerede på dette
tidspunkt været udsat for mere end rigeligt med overgreb.
Når en tilfældig, mere eller mindre børnesagkyndig psykolog taler med barnet
i 30 – 45 minutter, så kan psykologen umuligt danne sig et
virkelighedsbillede af de faktiske forhold.
Men psykologen kan da godt beskrive samtalen. En beskrivelse som en
ofte nyuddannet jurist umiddelbart efterfølgende skal træffe afgørelse ud fra,
hele statsforvaltningen udmanøvreres altså pga. manglende ressourcer. Man er
ganske enkelt ikke dygtige nok til opgavens sværhedsgrad.
Nøgleordret er lige præcis ressourcer.
Vi er ikke uenige med børnerådet i, at
børn bør høres. Men mængden af kompetencer og
ressourcer der skal sættes af, forud for en eventuel samtale med børn – derom er vi
meget meget uenige.
Luk
statsforvaltningerne – eller gør det ordentligt første gang.
Der findes to muligheder for at løse
problemet. Enten lukker man simpelthen statsforvaltningerne. Ligestiller
børnene fuldstændigt, således at barnets fordeling af forældre deles fuldstændig lige. Er der
uenighed omkring dét, så må den som ser sig uenig, rejse en sag ved retten.
Alternativt må man fra regeringen side, sikre at alle ressourcer er sat af til langt mere kompetente og livserfarne jurister og
psykologer som skal pålægges en langt mere tilbundsgående undersøgelser, af
forældrenes reelle forhold, således at høringen af børnene og de efterfølgende afgørelser foregår korrekt, første gang.
Praksis må derfor være forældreevneundersøgelser,
høring af forældrene, sammen og hver for sig. Der skal indhentes
udtalelser fra skoler, læger og institutioner.
Der skal
tilbydes konfliktmægling, børnesagkyndig rådgivning, forældrekurser osv.
I det hele taget skal der sættes alle nødvendige
ressourcer ind for dels at få afdækket virkeligheden omkring barnet – ikke
mindst inden for en periode der sikrer at konflikten ikke optrappes unødigt.
Dvs. indenfor én måned jfr. FN's Børnekonvention. Og så, som en allersidste
mulighed hvis alt andet ikke giver grundlag for at afklare forholdene – må man høre
barnet.
Endnu flere love og
rettigheder overtrædes.
At man ikke afsætter ressourcer, til at undersøge barnets udsagn ordentligt, er i sig selv i strid med menneskerettighedskonventionens
artikel 12 - omkring høring af børn.
Faderen bliver stort set aldrig hørt før
sagen er færdigbehandlet. Dette er i sig selv i strid med basale
menneskerettigheder.
I en tilsvarende sag I Norge faldt der
d. 7. oktober 2007 dom fra menneskeretsdomstolen i Strasbourg. Det er
beskæmmende, igen at konstatere hvordan Danmark halter
bagud.
Lige så beskæmmende er det, at læse socialudvalgets næstformand (V) Erling Bonnesens kommentar,
om at det er "professionelle folk" som vurderer barnet, og at de
skulle være i stand til at sortere i "ustabile vidner". Børn mister
dagligt deres far – de ved ikke engang selv hvorfor.
Høring af børn er ikke nyt - det har man
gjort i adskillige år - forskellen er blot at man nu også hører de helt små
børn, og dermed også ansvarliggør dem. Dette uagtet at de ofte siger et og
mener noget andet. Hvorfor er det så vanskeligt for børnesagkyndige psykologer
og statsforvaltningernes jurister at gennemskue ?
Vi forstår ikke hvorfor man fra politisk
hold, ikke følger op på sine egne intentioner og den lovgivning politikerne
selv har vedtaget. Tusinder af børn bliver tabere i dette spil.
Et spil hvor den stakkels uskyldige, omsorgsfulde og kærlige mor, blot
beskytter sit barn imod den store stygge far.