For det andet er børns ret til at blive hørt et sprængfarligt emne som jeg må give Henrik Thomsen fra Foreningen Far stor ros for at vise mandsmod gå ind i en debat om.

Henrik har fuldstændig ret når han mener at samtaler med børn er mere problematiske, end man umiddelbart skulle tro. Det er meget bekymrende når næstformanden for Børnerådet, psykolog Ole Kyed påstår at psykologstanden kan gennemskue børns ofte meget unuancerede syn på livet, og den virkelighed der omgiver dem.

Desværre ser vi også en række falske anklager og beskyldninger om alt lige fra utryghed, frygt, vold eller i de værst tænkelige sager falske incestanklager. Anklager som børnene grundlæggende ikke kan forsvare, eller for den sags skyld forstå hvorfor de skal benytte sig af – de er blevet programmeret direkte eller indirekte til at fortælle ”den søde dame i statsforvaltningen” at det er dét de skal sige.

I langt de fleste tilfælde har vi at gøre med groft manipulerende mødre, som har sikret sig deres børns fuldkomne loyalitet og skaber derved, en for barnet, meget usund situation.

Det handler jo ikke blot om en samtale – det handler om barnets fremtidige syn på livet, på etik og moral – om barnets evne til at samarbejde og overleve i virkelighedens verden.

Et behov og livsnødvendig evne der i netop denne proces af et barns opdragelse og udvikling bliver totalt undertrykt.

Forældre der fremmedgøres i forhold til deres egne børn

I adskillige af Far/barn foreningerne samt Netværksgruppen Dadman, ser vi dagligt sager hvor barnets far bliver kørt fuldstændig ud på et sidespor og nærmest, udstillet og latterliggjort, først af mor, derefter af sit eget barn – og til sidst af myndighederne.

Dette sker fordi man ikke vil anerkende forældrefremmedgørelses syndromet (parential alienation syndrome) som mange kvinder desværre spiller stort på i forhold til at bekrige barnets anden forælder.

Forældrefremmedgørelse handler på jævnt dansk om, at den ene forælder bekriger den anden forælder - med barnet som spydspid og stødpude. Børnene tager selv del i ringeagten, og kampagnen mod deres far – simpel, men virksom hjernevask. Vi kender det f.eks. fra Hitlerjugend, hvor uskyldige tyske børn i nazitidens tyskland, blev opdraget til at foragte bestemte værdier og normer. De blev opdraget til had og krig - uden at stille spørgsmål.

Endnu mere frygtindgydende bliver det, når vi også ser børn som simpelthen er så virkelighedsfjerne, at de med koldt blod slår deres egen far ihjel. Det ér sket. Det sker. Og det vil ske igen. Spørgsmålet er bare om det bliver i Danmark - næste gang?

Forældrefremmedgørelse er børnemishandling!

Forældrefremmedgørelse er anerkendt i mange andre lande – bl.a. Australien, USA, Mexico, Ecuador, Storbritannien, Sverige og Spanien, lande hvor man for længst har anerkendt skadevirkningerne ved forældrefremmedgørelse. I Spanien er der faldet adskillige fængselsdomme om ”forældrefremmedgørelse” i 2007.

Verdenssundhedsorganisationen WHO arbejder på at få optaget ”Parental Alienation Syndrome” som diagnose. Dansk psykologforening og psykolognævnet nægter eksistensen af forældrefremmedgørelse, mens resten af verden altså anerkender det.

Psykologer og jurister udmanøvreres.

Umiddelbart kan det forekomme etisk korrekt at høre barnets mening, men det problematiske opstår altså når barnet bliver til en ”sag” hvor juristens opdrag til den mere eller mindre professionelle psykolog handler om at få sagen ekspederet hurtigst muligt, frem for at indsætte alle nødvendige ressourcer for at kunne træffe de rigtige beslutninger.

Der er så utroligt store krav til disse samtaler, at det resulterer i endnu et overgreb på barnets rettigheder, hvis ikke der tildeles de rette ressourcer og kompetencer til disse samtaler. Børnene har allerede på dette tidspunkt været udsat for mere end rigeligt med overgreb.

Når en tilfældig, mere eller mindre børnesagkyndig psykolog taler med barnet i 30 – 45 minutter, så kan psykologen umuligt danne sig et virkelighedsbillede af de faktiske forhold.

Men psykologen kan da godt beskrive samtalen. En beskrivelse som en ofte nyuddannet jurist umiddelbart efterfølgende skal træffe afgørelse ud fra, hele statsforvaltningen udmanøvreres altså pga. manglende ressourcer. Man er ganske enkelt ikke dygtige nok til opgavens sværhedsgrad.

Nøgleordret er lige præcis ressourcer. Vi er ikke uenige med børnerådet i, at børn bør høres. Men mængden af kompetencer og ressourcer der skal sættes af, forud for en eventuel samtale med børn – derom er vi meget meget uenige.

Luk statsforvaltningerne – eller gør det ordentligt første gang.

Der findes to muligheder for at løse problemet. Enten lukker man simpelthen statsforvaltningerne. Ligestiller børnene fuldstændigt, således at barnets fordeling af forældre deles fuldstændig lige. Er der uenighed omkring dét, så må den som ser sig uenig, rejse en sag ved retten.

Alternativt må man fra regeringen side, sikre at alle ressourcer er sat af til langt mere kompetente og livserfarne jurister og psykologer som skal pålægges en langt mere tilbundsgående undersøgelser, af forældrenes reelle forhold, således at høringen af børnene og de efterfølgende afgørelser foregår korrekt, første gang.

Praksis må derfor være forældreevneundersøgelser, høring af forældrene, sammen og hver for sig. Der skal indhentes udtalelser fra skoler, læger og institutioner.

Der skal tilbydes konfliktmægling, børnesagkyndig rådgivning, forældrekurser osv.

I det hele taget skal der sættes alle nødvendige ressourcer ind for dels at få afdækket virkeligheden omkring barnet – ikke mindst inden for en periode der sikrer at konflikten ikke optrappes unødigt. Dvs. indenfor én måned jfr. FN's Børnekonvention. Og så, som en allersidste mulighed hvis alt andet ikke giver grundlag for at afklare forholdene – må man høre barnet.

Endnu flere love og rettigheder overtrædes.

At man ikke afsætter ressourcer, til at undersøge barnets udsagn ordentligt, er i sig selv i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 12 - omkring høring af børn.

Faderen bliver stort set aldrig hørt før sagen er færdigbehandlet. Dette er i sig selv i strid med basale menneskerettigheder.

I en tilsvarende sag I Norge faldt der d. 7. oktober 2007 dom fra menneskeretsdomstolen i Strasbourg. Det er beskæmmende, igen at konstatere hvordan Danmark halter bagud.

Lige så beskæmmende er det, at læse socialudvalgets næstformand (V) Erling Bonnesens kommentar, om at det er "professionelle folk" som vurderer barnet, og at de skulle være i stand til at sortere i "ustabile vidner". Børn mister dagligt deres far – de ved ikke engang selv hvorfor.

Høring af børn er ikke nyt - det har man gjort i adskillige år - forskellen er blot at man nu også hører de helt små børn, og dermed også ansvarliggør dem. Dette uagtet at de ofte siger et og mener noget andet. Hvorfor er det så vanskeligt for børnesagkyndige psykologer og statsforvaltningernes jurister at gennemskue ?

Vi forstår ikke hvorfor man fra politisk hold, ikke følger op på sine egne intentioner og den lovgivning politikerne selv har vedtaget. Tusinder af børn bliver tabere i dette spil. Et spil hvor den stakkels uskyldige, omsorgsfulde og kærlige mor, blot beskytter sit barn imod den store stygge far.