En beskrivelse af en ganske særlig gruppe af kvinderne i vores lille land, hvor det efterhånden er en forbrydelse at kunne tage vare på sig selv:

En af flere metoder, disse kvinder benytter sig af, når de i forbindelse med en konflikt med faderen ønsker at beholde børnene, er at stikke af til et krisecenter. Ja, børnene tager de med. Men hvad skal de dér?.

Mange af de kvinder, der opsøger krisecentre, har reelt ikke brug for det. Men det understreger den strategi, som kvinden lægger: At det skal se så "alvorligt" ud som muligt overfor omverdenen (familie og venner) og myndighederne. Omverdenen sluger det råt: "Den far må da være en værre en". Myndighederne kender ganske godt denne fremgangsform, og tilskynder i en række situationer dertil. Så kan de jo overfor Statsamtet understrege vigtigheden af, at børnene kun har begrænset - eller slet ingen - kontakt med "den slemme far".

Den slags kvinder har i ægteskabet hverken haft styr på betaling af husleje, madlavning eller hvilket hul, man putter hanen i, når bilen skal have benzin på. Og børnene har de som regel haft meget begrænset kontakt til. Når forholdet således lakker mod enden, tager de børnene og stikker af. På krisecenteret afløses den støttepædagog, de forlod, og erstattes af andre støttepædagoger.

Denne form for kvinder blev - og bliver aldrig - voksne. Når børnene er lagt i seng ved 23-tiden (de skal jo også i skole næste dag), tændes computeren. Kontaktannoncerne skrives ind på nettet. Hvilket sprogbrug, hvilken udtryksform. Teenagere udtrykker sig klogere end disse kvinder. Og så er det jo fantastisk, at kvinder i 30´erne, i gule cykelshorts, krøllede, lyserøde polyesterbluser, slidte kinasandaler og med rynker, hængebryster og lidt for meget fedt på mave og hage(r) pludselig genopstår på nettet som flotte, romantiske, sensuelle, unge damer med orden i økonomien (det tror da pokker) og "2 dejlige børn som betyder meget for dem". Når de efter 2 - 300 linier er færdige med at fortælle om sig selv, udstikker de i deres store naivitet efterfølgende en lang række krav til mændene, de søger. Når de efter 15 - 16 dates med forskellige mænd står og ynker sig foran spejlet hjemme på badeværelset, går det op for dem, at det, de reelt har brug for, er en ny støttepædagog. For mændene, de fandt, ville bare bolle og ikke vende vrangen ud på sig selv i et orgie af navlepilleri og følelsesporno.

I bund og grund kan de omtalte kvinder både arbejde og udfylde girokortene, når regningerne skal betales. Men de gider ikke. De gider ikke gøre rent, de gider ikke arbejde, de gider ikke være sammen med børnene i ret lang tid af gangen. Men hvorfor skulle de også det? De får børnene passet i børnehaven. Når børnene så har fri, passes de af en veninde eller af en barnepige (som kommunen har betalt - og som uden hendes vidende rapporterer tilbage til socialforvaltningens sagsbehandlere). Gerne et par gange om ugen. For "de skal jo også have tid til sig selv". Skulle det ikke lykkes for dem at få afsat børnene en enkelt aften, kan de allernådigst få lov til at blive passet af faderen. De kunne aldrig finde på at flytte ud af det sociale boligkvarter (70% indvandrere og 29,5% enlige mødre). For tilskuddene er gode - og disse kvinder sætter dette højere end bekymringer over, hvor børnene kunne få den bedste opvækst.

Penge er der nok af: Boligsikring, børnefamilieydelse, forhøjet børnetilskud, børnebidrag (som de naturligvis ikke bruger på børnene), hel eller delvis friplads i institutionen. Og de fleste bliver pludselig gode til det, de aldrig kunne drømme om at beskæftige sig med i ægteskabet: De bruger deres økonomiske sans! Der går nemlig ikke lang tid, før de finder ud af, at det faktisk godt kan betale sig at gå ned i arbejdstid, da mindre i løn betyder større tilskud. Og så er man jo også fri for at stå tidligt op om morgenen. Børnene kan jo sagtens selv klæde sig på, børste tænder og smøre madpakke. "Væk lige mor, når du går, ik´ skat?"

Skulle det hele begynde at rable for disse kvinder, er der jo den flinke psykolog på socialforvaltningen. Han er ene hane i kurven blandt bedrevidende, halvstuderede, midaldrende, kvindelige sagsbehandlere (alle med en fortid i kvindebevægelsen). Skægget, piberygende, midt i 50 ´erne, iført hønsestrik og slidte træsko. Altså sådan en type, der er MEGET forstående og som aldrig ville kunne overleve som privatpraktiserende. Kvinderne synes, han er så flink og forstående, når nu børnene ikke kan følge med i skolen eller er begyndt at sige grimme ting - og så kan man altid græde ud ved hans skulder.

Jeg skal ikke generelisere. Der findes heldigvis andre kvinder, der tager deres børn alvorligt og af hensyn til børnene samarbejder med faderen, ikke spekulerer i tilskud, selv kan pudse deres sko og stryge tøjet, sørger for, at børnene ikke ligner vagabonder, når de sendes i børnehave - og oven i købet er af den opfattelse, at en pose slik eller en halv liter is, mad fra McDonalds eller det lokale Pizzeria 3 gange om ugen ikke er det bedste for væksten, og derfor laver god og sund mad hjemme i køkkenet. De kunne aldrig finde på at hensygne i selvmedlidenhed og dovenskab og ville til enhver tid betragte det som en personlig fornærmelse, hvis nogle kunne finde på at foreslå dem at sælge ejerlejligheden og finde en lejebolig med det formål at opnå tilskud. Disse kvinder klarer sig selv.